Psykoanalyse og psykoanalytisk terapi

Hvad er psykoanalyse og psykoanalytisk terapi?

Psykoanalyse er en teori og en behandlingsmetode, skabt af Sigmund Freud. Psykoanalysen er således ikke en teori, men et korpus af mange teorier, som supplerer hinanden, således driftsteori, egopsykologi, objektrelationsteori og selvpsykologi. De to sidstnævnte er primært udviklet af Freuds efterfølgere, f.eks. Klein, Winnicott og Kohut.

Målet i psykoanalyse og psykoanalytisk terapi er patientens indsigt i sig selv.

Hvad er psykoanalysens historiske baggrund?

Psykoanalysen opstod i slutningen af det forrige århundrede. I 1880`erne havde Freud, som var neuropatolog (neurolog) eksperimenteret med behandling ved hjælp af suggestion og hypnose af patienter med forskellige former for lammelser og andre somatiske symptomer samt patienter med uforståelige psykiske symptomer som f.eks. tvangstanker og tvangshandlinger.

Freud havde studeret hypnose hos lægen Charcot i Paris og samarbejdede senere med lægen Joseph Breuer i Wien, som også interesserede sig for hypnose. Tankegangen var, at patienter under hypnosen kunne påvirkes til at erindre de fortrængte barndomstraumer, som havde gjort ham syg. Under påvirkning af hypnosen og suggestionen kunne patienten genopleve barndommens følelser og leve dem ud frem for at danne symptomer.

Psykoanalysens fødsel dateres til 1897, hvor Freud opgav arbejdet med hypnose og suggestion, idet han indså, at det gav bedre resultater at lade patienten tale. Herefter var instruktionen til patienten, at han skulle sige alt hvad der faldt ham ind ucensureret. Hermed blev psykoanalysen etableret som behandlingsform.

Hvad gør man i psykoanalyse?

Fokus i moderne psykoanalyse og psykoanalytisk terapi er overføringen, dvs. de følelser, relateringsmønstre, tanker og fantasier, som patienten manifesterer i relationen til terapeuten. Hypotesen bag dette er, at patienten i relationen til terapeuten vil gentage gamle mønstre, som han har udviklet i samspillet med forældrene i den tidlige barndom og som gentager sig op gennem hans opvækst og således også kendetegner hans relateringsmønstre over for f.eks. kærester, autoriteter eller konkurrenter. Overføringen er således en manifestation af patientens typiske mønstre i menneskelige relationer. Disse mønstre er uhensigtsmæssige og ofte destruktive, fordi de ikke relaterer sig til nutiden , men må ses som en gentagelse af noget fortidigt. Ofte beskrives dette fænomen som en “gentagelsestvang” – i stedet for at relatere sig til den aktuelle nutid synes patienten at leve i fortiden.

Den centrale teknik i psykoanalytisk terapi er tolkning, særlig tolkning af overføringen, således at patienten kan opnå indsigt i sin egen måde at fungere på. Dette spiller i moderne psykoanalyse en langt større rolle end f.eks. tolkning af drømme.

I den psykoanalytiske terapi spiller klarifikation (klarlæggelse) og konfrontation også en rolle.

Den nutidige psykoanalyse følger stort set de regler, som Freud oprindeligt opstillede. Patienten ligger på en briks og får den instruktion, at han skal sige alt, hvad er falder ham ind ucensureret. Analytikeren er opmærksomt lyttende, forholder sig neutralt og fremsætter sine kommentarer og tolkninger, når han finder det passende.

I psykoanalytisk terapi opretholdes en analytisk holdning, men patienten ligger ikke på en briks og associerer frit. Patient og terapeut sidder over for hinanden og indgår i en dialog. Der sigtes på, at resultater kan nås på kortere tid – 2 – 4 år, hvor den egentlige analyse kræver 4 – 6 år eller mere. Psykoanalytisk terapi foregår 2 gange om ugen, mens analyse kræver 4 – 5 gange pr. uge.

Hvad er forudsætningerne for et godt behandlingsresultat?

Nyere forskning peger i retning af, at et godt behandlingsresultat har at gøre med den terapeutiske relation som helhed, dvs. ikke blot overføring-modoverføring, men også de realistiske aspekter af relationen mellem terapeut og patient. Andre vigtige faktorer er patientens ønske om ændring og motivation for selvindsigt – også selv om denne måtte være pinagtig.